DET ER ET FEDT LØB, alle kan være med, det er mega hyggeligt.
Tekst: Ea Andersen. Gennemførte 61 kilometer på 8 timer og 6 min.
Tidlig morgen lørdag d. 18. maj 2019. Altså tidlig som i tidlig. Jeg synes i hvert fald det er tidligt, når uret ringer kl. 04.15. Nervøsitet ruller i systemet, så jeg var temmelig vågen allerede før 04, hvor fuglene indtog lydtæppet.
I bad, tøj på og afsted til Slangerup, så den anden tosse, Kim og jeg kunne dele bil til Møn, hvor vi havde bestilt bus til starten på, for os, årets andet ultraløb.
Og hvad piver jeg så om?
Jeg taler om et superfedt Ultraløb, Møn – fra havn til havn
Vi havde 3 uger forinden været Ærø rundt, lang tur, hvor der var 2-3 km med rullesten som underlag. Jeg hader rullesten, kan slet ikke håndtere det. På Ærø gik der 4-5 mand forbi mig på det stykke sten. Da jeg fik læst lidt grundigere om Møn, lød det på: Sand, tang, sten, klint og 300 meter asfalt… ja, ja hvor meget sten kan det være… Jeg mødte Jette Schmidt til Helvede I Nord, spurgte hende til Møn-ruten… ”det ikke så slemt, 30 km på sand, så op over Klinten på sti i 10 km, ned og så er der sten et langt stykke hjem.”
Pis, de der sten rullede ikke kun på stranden, men også i mit hoved! Jeg var på google map, zoomede ind, jo der så stenet ud, tjekkede billeder fra løbet året inden, jo der er mange sten. Det gør altså pivondt i tæerne når man skal løbe på de der møgsten, mine sko står ikke rigtig godt fast og i øvrigt suger de sand til sig, det ville ikke være fedt de første 30 km.
Så var det jo bare at komme afsted til Møn, der tidligt lørdag morgen d. 18. maj. Vejret så fint ud, rygsækken pakket. Jeg havde tjekket resultatlisten for 2018, bedste løber havde været 7:15 om turen sidste år, og løber to kommet ind længe efter. Bedste og eneste dame på 61 km havde været i gang i 8:15, så jeg kunne godt regne ud, at jeg skulle bruge 8-9 timer… min længste tid til dato var på Mont Blank i ’16, hvor mit ur siger 7:55 eller noget i den retning.
Der er langt til Nyord, hvor der er målområde. Vi sætter bilen ved siden af to andre biler ca. kl. 7:15, mon vi er det rigtige sted, der stod jo noget om bus osv. En 7 personers bil triller ind, ”nå, er I klar, jeg tror vi er her alle sammen”. ”Alle sammen” var i dette tilfælde 5 løbetosser. Sniksnak i bilen om tidligere løb og hurtigt var vi på havnen i Hårbølle. Startnummer uddeling; genbrugsnumre fra et andet løb, fedt koncept. Flere folk kom til, dejligt også med flere kendte ansigter, tilmed en pæn blå Nordtrimtrøje på Henrik Kobberø (nr. 216). Det er så fedt med de små løb rundt om i landet, man begynder at genkende ansigter hver gang man kommer et nyt sted.
En af de helt suverænt fede ting ved dette løb, er de mange forskellige distancer. Næsten alle kan være med. På ruten rundt kobles af og på med følgende distancer: 16 – 21 – 27 – 34 – 42 og 61 km. Preben, der arrangerer løbet, har fuldstændig tjek på det hele, han sender afsted, tager i mod i depoterne, hvor han pep-talk’er og guider videre på turen, alle bliver set, fulgt og anerkendt lige der hvor det gør allerbedst. Ligesom alle de suverænt flinke mennesker han får til at hjælpe. Der er det hele, hjælp til at fylde flasker, et opmuntrende ord på vejen og også et ”skal du ikke videre nu?” da jeg åbenbart begyndte at brænde husleje af i depotet ved 42 km
I ved godt, det med et toilet er et omdrejningspunkt, når man skal på en dagsrejse i løbesko, eller bare løbe 5 km, med nummer på maven. Der var rigtig fine forhold på havnen i Hårbølle, hvor vi startede, vi fik den hemmelige kode til de ”fine toiletter”.
Vi havde dog ikke løbet mere end en time, før jeg havde pit-stop bag en busk, alene-tid, jep afsted med Kim-drengen. Jeg fik klaret det jeg skulle og så i gang igen, mon jeg kunne nå at indhente Kim? Nej, 3-4 min. er alligevel meget. To gutter med hund havde også passeret. Jeg løb dem op og holdt mig bag dem frem til depot. En glad hund, der fuld af overskud løb og så lykkeligt op på sin ejer, så lidt ud på havet, så lidt bagud, ingen anstrengelse overhovedet, men hva’ hun havde jo også fire ben. Vi nåede til at skulle springe på store sten, av mon hunden kunne det? Jep, intet problem, sej hund. Hund og ejer var stået af efter 27 km, men jeg talte med broren og ”mor” til hunden i mål, hunden var som i overhoved ikke træt fortalte hun. Imponerende de firben.
Det med de rare folk
Jeg fangede Kim igen omkring ved 20 km., da vi havde løbet omkring 30 km, skulle vi lige væk fra stranden for en kort bemærkning, der står en hyggelig gammel gubbe, ”skal I ikke have lidt hjemmeristede salte mandler med?” ”jo- tak”, og sådan var det hele turen igennem, enten kunne du nyde øde strand, smukke klinter, smuk skov eller søde hjælpende mennesker.
Der var lige 2 km med rigtig L….-sten inden vi skulle op og op og op på Klinten, det betød at den ellers meget stejle stigning, der kommer fra stranden og op virkelig var en lise… Der er stejlt, derinde i skoven ved Møns Klint, jeg siger det bare…
Der havde været øde på stranden, men det er jo bare fordi alle mennesker på Møn er omkring GeoCentret, eller sådan opleves det… øde, øde, øde, mennesker, mennesker og mange mennesker, fange stien igen og så ebbede det ud med mængden af folk…
Og tænk, hvem møder vi så efter ca. 35 km, en sød Hanne Nordtrim’er på vandretur og vupti sørme om ikke også Birthe var med. Birthe har siden fortalt at I var 5 Nordtrim’mere i alt! Nordtrim ramte hinanden langt væk hjemmefra på Møn, det var top-sjovt-hyggeligt. – og selvfølgelig var alle letgenkendelige med Nordtrim-tøj eller buff.
En enkelt brok lyd, med smil, fra turen: Den ”løgn” Preben fyrede af i depotet ved 42 km. Vi havde løbet på klinten 10 km, massere af højdemeter, skulle nedad trapper til stranden, så siger Preben: ”De næste 6 km er på sten”. Ok, et kig på uret, når den siger 49 er det overstået, så der bare strand og de sidste 3 km hjem er på sti.
Hvem skvattede på nederste trin, jep, den tog jeg lige, men ikke noget slemt. Dyb indånding, vand og dejlig kyst… og så ellers affinde mig med at være i rullestenshelvede. Pulsen kommer ned, man kan jo ikke løbe stærkt, der er træer, der skulle kravles igennem og bla, bla, god lyd, havets skvulp mod stranden og føddernes monotomme skridt i stenene… Hov, der er en løber oppe til venstre, en der løb ved siden af stenene, var det ikke snyd? Mig op på den sti, fedt underlag… nej, det er altså snyd synes jeg, ned igen… indhentede en fyr som vi havde løbet med på klinten, han var monstertræt af stenene, jeg kunne trøste med kun 500 meter mere, så burde det stoppe.
49 km på uret, sten fremefter så langt øjet rakte.. hmm.. om lidt, rundt om den pynt, så det nok slut.. nej og nej, det blev ved, ”nå om ikke andet så slutter det jo ved 61”. Tænk engang, jeg endte med at slutte fred med de sten!! Det stoppede ved 52 km, og sikke en fest at løbe på sandstrand. Jeg var ved at gå tør for vand og glædede mig meget til at skulle møde vandposten, der skulle være ved 54 km. Der var en, og tilmed en sød dame, der hjalp med hælde i min camelback, ”nu er der bare 7,5 hjem” siger hun, jeg havde regnet anderledes, der skulle kun være 6.. uha, mentaltræning for at holde den besked ud… men det gik (sjovt som 1 km, kan være et problem, når man er i gang med 61!!) og så pludselig skulle vi forlade stranden, jeg vidste at der var 3 km på sti hjem… f… det var en lækker afslutning. Lærken sang, skoven var lysegrøn, man kom ud over noget mose/hede-lignende noget og det var nemt underlag..
Hvorfor gør man mon det her??? Jeg ved jo godt at jeg jævnligt får spørgsmålet. Det gør ondt, man er træt og alt mulig andet… Tja, det noget med at mærke nogle hengemte urkræfter, noget med at finde tilfredsstillelse i at kroppen kan blive ved at hente energi og gøre lidt mere når man egentlig har tænkt ”nu det nok”… Sammenligning: Det gør ondt at føde børn, men alligevel sker det alle steder i verden om og om, igen og igen… Det gør ondt at løbe ultra, men vi (nogle af os) gør det om og om, igen og igen…
Snakken om samme emne gik i målfeltet. Jeg havde det forbavsende godt, jeg kunne spise og drikke med det samme. Benene var selvklart stive, neglene sad nogenlunde fast (kun en enkelt slap 10 dage efter) Skoene var suveræne, alt spillede bare (har lykkelig glemt frustration over sten).
Og sikke en fest. Jeg kom ind som første dame. Nå ja vi var så kun 2 damer i år. 8 timer og 6 min brugte jeg.
Hurtigste mand, lavede rekord på turen med 6:45, Henrik Kobberø (216) kom som nr. 2 en time senere (Nordtrim gjorde det pænt) Kim, det seje og glade væsen rullede ind som 3’er 10 min før mig, men han ventede jo også pænt på mig de første 42 km.
Og det vilde: Kenni, nr. 1, han havde sus’me taget turen i sandaler!!! – og så skulle han da ind og løbe marathon i København dagen efter…
Altså; jeg siger det bare: DET ER ET FEDT LØB, alle kan være med, det er mega hyggeligt. Jeg kan tydeligt se for mig en samling blå Nordtrim’ere som perler på snor langs Møns Klint. En lille bus, den nye gasgrill, der varmer pølser. Tæpper og hygge, til dem der vælger at løbe mindre langt, der er virkelig smukt dernede og massere af strande, hvor man kan lave ”dyp”. Skal vi ikke lave en tur?? Næste løb er d. 9. maj 2020.
Distancerne: 16 – 21 – 27 – 34 – 42 og 61 km. Nysgerrig, så tjek – Møn havn til havn – ud, på www eller Facebook.